Øget kundeaktivitet og volumen sikrer fortsat solid fremgang i kerneforretningen under udfordrende markedsvilkår. Resultat efter skat på 4,6 mia. kr. for 1. halvår 2022

Source: GlobeNewswire
Øget kundeaktivitet og volumen sikrer fortsat solid fremgang i kerneforretningen under udfordrende markedsvilkår. Resultat efter skat på 4,6 mia. kr. for 1. halvår 2022
Selskabsmeddelelse nr. 11

 Holmens Kanal 2-12
1092 København K
Telefon 45 14 14 00



22. juli 2022

Øget kundeaktivitet og volumen sikrer fortsat solid fremgang i kerneforretningen under udfordrende markedsvilkår
Resultat efter skat på 4,6 mia. kr. for 1. halvår 2022

Administrerende direktør Carsten Egeriis udtaler i forbindelse med regnskabet:

”Årets første halvdel var præget af stor volatilitet på de finansielle markeder og generel økonomisk uro, hvilket har øget usikkerheden og gjort det mere komplekst for vores kunder at navigere. Det er især i vanskelige tider, at kunderne har brug for en stærk bank, og vi vil fortsat være der for vores kunder, når der er behov for det, da der formentlig stadig vil være begrænset klarhed, også grundet konsekvenserne af den frygtelige krig i Ukraine.

Vores erhvervskunder og institutionelle kunder sætter fortsat stor pris på vores produkter og kundefokuserede servicemodel, samtidig med at tilfredsheden blandt vores prioriterede privatkundesegmenter i Danmark er stigende, og der var fortsat god kundeaktivitet i 1. halvår. Det resulterede i øget volumen på tværs af vores forretning, og der blev fortsat gjort gode fremskridt i kerneforretningen, hvor nettorenteindtægterne steg for 6. kvartal i træk, og de underliggende omkostninger fortsatte den nedadgående udvikling.

Vi er nu to år inde i vores omfattende omstilling hen imod at blive en bedre bank, og vi har lagt fundamentet for at kunne levere rentabel vækst i de kommende år, i takt med at vi bliver endnu mere effektive og fokuserede i vores aktiviteter og også gør betydelige fremskridt på bæredygtighedsområdet. På trods af behovet for at nedbringe omkostningerne, rette op på fejlene i vores historiske sager og håndtere de udfordrende markedsvilkår, særligt den negative effekt af de hurtige rentestigninger, er den underliggende forretning fortsat solid, og vi fastholder vores mål og har en stærk tro på vores langsigtede potentiale.”

1. halvår 2022 i forhold til 1. halvår 2021
Indtægter i alt på 19,1 mia. kr. (et fald på 10 pct.)
Driftsomkostninger på 12,8 mia. kr. (uændret)
Nedskrivninger på udlån på 426 mio. kr. (mod 737 mio. kr. i 1. halvår 2021)
Resultat efter skat på 4,6 mia. kr. (mod 5,9 mia. kr. i 1. halvår 2021)
Egenkapitalforrentning på 5,2 pct. (mod 7,0 pct. i 1. halvår 2021)
Solidt kapitalgrundlag med en kapitalprocent på 21,3 pct. og en egentlig kernekapitalprocent på 17,1 pct.

Hjælp til kunderne under usikre markedsvilkår
1. halvår 2022 var præget af betydelige geopolitiske hændelser. Den russiske invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner og modsanktioner har medført nye problemer i forsyningskæderne og skabt endnu højere inflation og energipriser.

Derfor er markedsvilkårene blevet mere usikre, og sammenkoblet med centralbankernes rentestigninger er konsekvensen, at vi på kort tid er gået fra et bemærkelsesværdigt økonomisk opsving efter genåbning af økonomierne sidste år til en forventeligt svagere økonomisk udvikling. Aktivitetsniveauet er dog fortsat højt og ledigheden lav i de nordiske lande, hvilket er et godt udgangspunkt for at klare sig igennem en periode med en svagere økonomisk udvikling.

Vi er overbevist om, at Danske Bank som en bank med en solid kapitalposition, en høj grad af ekspertise og en diversificeret og agil forretningsmodel stadig er stærkt rustet til fortsat at kunne støtte vores kunder og de samfund, vi er en del af, selvom den kommende periode bliver udfordrende.

Forretningsmæssigt momentum med øget volumen
På trods af de usikre markedsvilkår fortsætter vi med at eksekvere vores strategi og servicere vores kunder på den mest effektive måde. Vi gør fortsat fremskridt hen imod at blive en bedre bank til gavn for alle vores interessenter. Vores fokus er på kerneforretningen, hvor vi har en klar ambition om at være landets førende detailbank, en reel markedsudfordrer i de øvrige nordiske lande samt en førende bank for de store virksomheder og institutionelle kunder i hele Norden. Vi gør fortsat store fremskridt på bæredygtighedsområdet. Privatkunderne i Danmark kan nu få attraktive lån til energibesparende boligforbedringer, og i forhold til vores store erhvervskunder er vi fortsat den førende arrangør blandt de nordiske banker målt på volumen af både lån med bæredygtighedsincitamenter og bæredygtige obligationer.

I 1. halvår 2022 har vi haft et forretningsmæssigt momentum og øget volumen, idet det samlede udlån steg med 1 pct. i forhold til året før, og indtægterne har været robuste som følge af vores diversificerede og mere effektive forretningsmodel. Der var fortsat fremgang at spore i vores kerneforretning, idet der eksempelvis hos Large Corporates & Institutions var en vækst i udlånet på 24 pct. i forhold til året før, og tilpasningen af rentevilkårene for indlån førte til en stigning i nettorenteindtægterne på 4 pct. Nettogebyrindtægterne var robuste, idet høj kundeaktivitet understøttede de aktivitetsrelaterede gebyrer samt gebyrer for daglige bankforretninger i Large Corporates & Institutions, hvorimod der var afdæmpet aktivitet på kapitalmarkederne.

Ugunstige forhold på de finansielle markeder og især omfanget og hastigheden af renteændringerne i 2. kvartal 2022 påvirkede vores handelsindtægter og indtjeningen fra forsikringsaktiviteterne negativt. Det er dog vigtigt at bemærke, at denne 20-årige rentebegivenhed fremadrettet ikke forventes at påvirke banken i samme udstrækning som i 1. halvår 2022. Handelsindtægterne var negativt påvirket af ekstraordinært høj volatilitet og lavere likviditet på de nordiske obligationsmarkeder. Det skabte udfordrende forhold for market making og førte til negative handelsindtægter på obligationsområdet i Large Corporates & Institutions, hvorimod der fortsat var god kundeaktivitet på valutaområdet. Desuden var indtjeningen fra forsikringsaktiviteterne negativt påvirket af uroen på de finansielle markeder i 1. halvår 2022. En del af den negative effekt blev dog modsvaret af indtægten på 415 mio. kr. fra salget af Danicas pensionsaktiviteter i Norge.

De underliggende omkostninger fortsætter med at falde, i takt med at vi fortsætter vores bestræbelser på at blive en mere effektiv bank. Driftsomkostningerne var imidlertid højere i 1. halvår 2022 end i samme periode i 2021 på grund af fortsat forhøjede omkostninger til arbejdet med at rette op på fejlene i vores historiske sager og omkostninger forbundet med Estlandsagen.

Nedskrivningerne på udlån er fortsat lave, og det skal endda ses i lyset af de dårligere makroøkonomiske udsigter og den geopolitiske usikkerhed, hvilket afspejler den høje kreditkvalitet af vores udlånsportefølje.

Indtægterne fra vores kerneforretning er fortsat i fremgang som følge af god kundeaktivitet og volumenvækst, hvorimod de usikre makroøkonomiske udsigter, usikkerheden omkring holdbarheden af den økonomiske vækst og højere volatilitet på de finansielle markeder påvirkede vores øvrige indtægtsposter negativt. Business Customers fortsatte den gode udvikling fra starten af året, og resultaterne var positivt påvirket af god kundeaktivitet i takt med genåbningen af samfundet og som følge af tilpasningen af rentevilkårene for indlån. Også blandt privatkunderne var der god aktivitet, idet de højere renter førte til høj konverteringsaktivitet i Danmark. Vi har oplevet stigende efterspørgsel efter kredit blandt vores store erhvervskunder og institutionelle kunder på grund af de udfordrende markedsvilkår, som dog også har resulteret i en lavere handelsaktivitet. De underliggende omkostninger fortsætter udviklingen i nedadgående retning, mens vores samlede omkostninger fortsat er påvirket af arbejdet med at rette op på fejlene i vores historiske sager. Det er stadig en prioritet for os at opretholde vores forretningsmæssige momentum og samtidig blive en mere effektiv bank,” siger Stephan Engels, CFO.

Personal Customers
I 2. kvartal 2022 var der fortsat fremgang og forretningsmæssigt momentum hos Personal Customers. Kundeaktiviteten var fortsat høj, og de højere renter førte til høj konverteringsaktivitet i Danmark. Inflationen, de stigende energipriser og krigen i Ukraine påvirker imidlertid fortsat de finansielle markeder. Dette har haft en negativ indvirkning på kapital under forvaltning og investeringsindtægterne og har medført en generel afmatning i nyudlånet som følge af et mere afdæmpet boligmarked. Resultat før skat for 1. halvår 2022 udgjorde 1,7 mia. kr., svarende til et fald på 7 pct. i forhold til samme periode i 2021. Dette skyldtes højere nedskrivninger på udlån som følge af den makroøkonomiske udvikling, særligt den stigende inflation. Indtægter i alt steg 8 pct. som følge af en engangsindtægt fra salget af kundeporteføljen i Luxembourg samt øgede nettogebyrindtægter og handelsindtægter som følge af højere kundeaktivitet i forhold til 1. halvår 2021, der var præget af nedlukningen af samfundet.

Business Customers
I 1. halvår 2022 fortsatte Business Customers den gode udvikling fra starten af året. Kundeaktiviteten var positivt påvirket af genåbningen af de nordiske markeder og samfund efter fjernelsen af COVID-19-restriktionerne. Nedlukningen i Kina påvirkede imidlertid den globale forsyning af nye aktiver, men førte omvendt også til indtægter fra salget af eksisterende leasingaktiver i vores leasingselskab. Den stigende inflation og det stigende renteniveau skaber fortsat pres på de finansielle markeder og usikkerhed for vores kunder. Vi giver vores kunder hjælp og rådgivning, og kombineret med den nye servicemodel, der blev implementeret mod slutningen af sidste år, er vi nu endnu bedre i stand til at imødekomme vores kunders behov. Resultat før skat for 1. halvår 2022 udgjorde 2,8 mia. kr., svarende til en stigning på 36 pct. i forhold til 1. halvår 2021. Dette skyldtes primært tilpasningen af rentevilkårene for indlån som følge af det negative renteniveau samt højere indtægter i takt med genåbningen af samfundet efter coronapandemien, kombineret med lavere nedskrivninger på udlån.

Large Corporates & Institutions
I 1. halvår 2022 blev markedsvilkårene stadigt mere udfordrende, idet stigende inflation fik centralbankerne til at stramme pengepolitikken mere og hurtigere end forventet. Sammen med de usikre makroøkonomiske udsigter skabte det stigende efterspørgsel efter kredit og risikoafdækning, og vi har støttet kunderne med lån for næsten 40 mia. kr. Dette viser værdien af vores diversificerede forretningsmodel, idet højere nettorenteindtægter er med til at afbøde effekten af lavere nettogebyrindtægter fra vores kapitalmarkedsaktiviteter. De store kursændringer på de finansielle markeder førte desuden til ekstraordinært høj volatilitet og lav likviditet på de nordiske obligationsmarkeder, hvilket skabte udfordrende forhold for market making og gjorde det vanskeligt at håndtere den risiko, der er forbundet med at fastholde vores aktiviteter på kapitalmarkederne. Vi har fortsat støttet vores kunder, men har i 2. kvartal haft negative handelsindtægter som følge af tab i Rates & Credit. Til trods for den negative makroøkonomiske effekt ser vi fortsat et positivt underliggende momentum, hvilket afspejles i den høje vækst i gebyrer for daglige bankforretninger, vores førende position inden for bæredygtig finans og tilgangen af nye kunder i Sverige. Resultat før skat i 1. halvår 2022 var 2,2 mia. kr., svarende til et fald i forhold til samme periode sidste år, hvilket skyldtes væsentligt lavere handelsindtægter som følge af tab i Rates & Credit i 2. kvartal.

Danica Pension
Uroen på de finansielle markeder i 1. halvår 2022, som skyldtes stigende inflation, mangel på råvarer og hurtige rentestigninger, påvirkede Danica Pensions indtjening og dermed kundernes pensionsopsparing. Den underliggende forretning udvikler sig fortsat positivt, idet flere kunder vælger Danica Pension som deres pensionsselskab.

Nordirland
Den underliggende indtjening er god, og nedskrivningerne er fortsat på et lavt niveau. Den britiske centralbank hævede den ledende rente i 1. halvår 2022 som modsvar på inflationspresset, hvilket havde en positiv effekt på nettorenteindtægterne. Dog havde de øgede forventninger til fremtidige rentestigninger en negativ effekt på handelsindtægterne.

Udbytte for 2021
For at sikre en forsvarlig kapitalstyring med en høj grad af fleksibilitet set i lyset af Estlandsagen vedtog generalforsamlingen den 17. marts 2022 et forslag om, at der indledningsvist skulle udbetales et udbytte på 2 kr. pr. aktie, hvilket efterfølgende skete i marts. Det var hensigten, at udbetalingen af de resterende 5,5 kr. pr. aktie med forbehold for bestyrelsens beslutning skulle ske ad tre omgange efter offentliggørelsen af kvartalsrapporterne i 2022.

Den 28. april 2022 besluttede bestyrelsen, at der ikke ville blive udbetalt udbytte i forbindelse med offentliggørelsen af delårsrapporten for 1. kvartal 2022, idet banken havde indledt drøftelser med de amerikanske og danske myndigheder om en afgørelse af Estlandsagen. Drøftelserne er ikke afsluttet, og bestyrelsen har derfor besluttet, at der ikke vil blive udbetalt udbytte i forbindelse med offentliggørelsen af delårsrapporten for 2. kvartal 2022. Det er endnu ikke muligt pålideligt at vurdere, hvornår der falder afgørelse i sagen, hvad afgørelsen vil indebære, og hvilket – potentielt væsentligt – beløb en aftale eller bøde vil lyde på, ligesom vi ikke kan kommentere på drøftelserne med myndighederne.

Forventninger til 2022
Den 10. juli 2022 nedjusterede vi forventningerne til årets resultat for 2022 til 10-12 mia. kr. Ved offentliggørelsen af årets resultat for 2021 tidligere på året var det forventningen, at årets resultat for 2022 ville være 13-15 mia. kr.

Danske Bank

Kontaktperson: Stefan Singh Kailay, pressechef, tlf. 45 14 14 00

For yderligere information om Danske Banks regnskab henvises til danskebank.com/regnskab.


Vedhæftede filer