Selskabsmeddelelse nr. 66 |
Resultat efter skat på 1.779 mio. kr. og egenkapitalforrentning på 18,0 %
Regnskabet for 1.-3. kvartal 2024 viser et meget tilfredsstillende resultat efter skat på 1.779 mio. kr. og en egenkapitalforrentning efter skat på 18,0 %. Samlet set realiseres basisindtægterne 2 % over 1.-3. kvartal 2023 – understøttet af såvel højere nettorenteindtægter som nettogebyrindtægter. Sammenlignet med samme periode sidste år er det samlede forretningsomfang pænt forøget, herunder en meget tilfredsstillende udvikling i kapital under forvaltning på hele 11 mia. kr. svarende til 17 % og en tilfredsstillende udlånsvækst
på 3,5 mia. kr. svarende til 6 %.
For 6. kvartal i træk var det muligt at nettotilbageføre nedskrivninger som følge af en fortsat stærk kreditkvalitet blandt bankens privat- og erhvervskunder. Således blev den samlede positive driftspåvirkning fra nedskrivninger for 1.-3. kvartal 2024 på 38 mio. kr. Stor robusthed blandt bankens privat- og erhvervskunder betyder ligeledes, at vi for hele året nu forventer en driftspåvirkning fra nedskrivninger på udlån mv. omkring 0 mio. kr. På den baggrund justerede vi den 23. oktober 2024 vores forventninger til årets resultat efter skat til intervallet 2.100-2.300 mio. kr., siger adm. direktør Lasse Nyby.
Spørgsmål i forbindelse med denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Lasse Nyby på 96 34 40 11 eller til undertegnede på 96 34 42 36.
Venlig hilsen
Rune Brandt Børglum
IR-chef
Vedhæftede filer
- Nr. 66 - Finansielle resultater 1.-3. kvartal 2024 - DK
- Nr. 66 - Kvartalsrapport 1.-3. kvartal 2024 for Spar Nord - DK