Company Announcements

cBrain indleder samarbejde med Nortal i Tyskland

Source: GlobeNewswire
cBrain indleder samarbejde med Nortal i Tyskland


Fondsbørsmeddelelse nr. 17/2021

cBrain indleder samarbejde med Nortal i Tyskland


København, 10. juni 2021


cBrain har gennem de sidste år etableret et solidt brohoved i Tyskland som leverandør til en af de største tyske myndigheder. Med denne reference står cBrain nu stærkt med henblik på at vokse yderligere i Tyskland. For at understøtte dette har cBrain taget et nyt skridt og indledt samarbejde med Nortal.

-

cBrain fastholder en fortsat solid international vækst.

I første kvartal 2021 nåede cBrain en samlet omsætningsvækst på 30%, hvilket kunne henføres til øget eksport og et øget salg af softwareabonnementer. Eksporten udgør således mere end 20% af den samlede omsætning i kvartalet, hvilket er et væsentligt løft i forhold til sidste år, hvor eksportandelen udgjorde 14% af årets samlede omsætning.

cBrain forventer at kunne fastholde en pæn international vækst baseret på egne medarbejdere. Men samtidig ser cBrain også en mulighed for at accelerere væksten yderligere gennem samarbejde med partnere, som kan understøtte udbredelse og implementering af F2.

Det er på denne baggrund, at cBrain nu har indledt et samarbejde med Nortal.

-

Nortal har kontorer i Europa, USA og Mellemøsten, og selskabet beskæftiger 1.000 eksperter med speciale indenfor strategirådgivning og software. Samtidig har Nortal gennem en lang række projekter for myndigheder dokumenteret sin styrke som leverandør til den offentlige sektor, og Nortal er dermed velpositioneret som samarbejdspartner for cBrain.

I første omgang har cBrain gennemført uddannelse og certificering af en gruppe af Nortals medarbejdere i Tyskland. Hermed kan Nortal understøtte arbejdet med at udbrede og implementere F2, både hos eksisterende og nye kunder på det tyske marked.

Det falder naturligt for både Nortal og cBrain at initiere samarbejdet i Tyskland. Nortal står stærkt på det tyske marked, hvor selskabet vokser hurtigt. Samtidig har cBrain gennem de sidste år etableret et solidt brohoved i Tyskland, som leverandør til en af de største tyske myndigheder, og med denne reference står cBrain stærkt med henblik på at udbygge forretningen på det tyske marked.

-

Samarbejdet mellem Nortal og cBrain er baseret på den succes og position, som cBrain har opnået i Danmark, og Nortal ser et stort potentiale for F2 på det tyske marked.

Ifølge United Nations er Danmark verdens førende land indenfor E-government. Parallelt hermed har cBrain med succes udfordret den traditionelle tilgang til offentlig digitalisering ved at levere løsninger baseret på standardsoftware i stedet for store skræddersyede løsninger. Mere end 75 danske myndigheder anvender således i dag F2 som deres digitale platform, herunder 16 ud af 20 af de danske ministerier.

Samtidig står den offentlige sektor i Tyskland overfor en omfattende digital omstilling. Men i Tyskland er der, ligesom i mange andre lande, en stigende frygt for langvarige og komplekse IT-projekter, hvorfor der er en betydelig interesse for at genbruge cBrains erfaringer med offentlig digitalisering baseret på standardsoftware.

-

Gennem certificering og samarbejde med Nortal har cBrain taget et nyt og meget spændende skridt i relation til selskabets fortsatte internationale ekspansion.


Med venlig hilsen        

Per Tejs Knudsen, CEO




Henvendelser vedrørende denne meddelelse kan rettes til

Ejvind Jørgensen, CFO, cBrain A/S, ir@cbrain.com, +45 2594 4973

Vedhæftet fil