Company Announcements

Alm. Brand A/S - Delårsrapport for 1. kvartal 2023

Source: GlobeNewswire
Alm. Brand A/S - Delårsrapport for 1. kvartal 2023

Delårsrapport for 1. kvartal 2023

Alm. Brand Groups (i det følgende omtalt ”Alm. Brand Group” eller ”Koncernen”) resultat for 1. kvartal 2023 inkluderer resultatet fra Alm. Brand Forsikring (”Alm. Brand”) og øvrige aktiviteter samt den overtagne danske forretning fra Codan Forsikring (”Codan”). Sammenligningstal for 1. kvartal 2022 er baseret på rapporterede tal eksklusive Codan. Delårsrapporten er aflagt efter regnskabsstandarden IFRS 17 og sammenligningstallene er tilrettet i overensstemmelse hermed.

  • Alm. Brand Groups forsikringsindtægter steg til 2.853 mio. kr. mod 1.358 mio. kr. i samme kvartal sidste år som følge af en fortsat tilfredsstillende organisk vækst i Alm. Brand på 6,0 % samt akkvisitionen af Codan.
  • Koncernens resultat eksklusive særlige omkostninger blev et overskud på 311 mio. kr. før skat mod et negativt resultat på 94 mio. kr. i samme kvartal sidste år, hvilket afspejlede både et højere forsikringsresultat og et tilfredsstillende investeringsresultat.
  • Integrationen af Codan og realiseringen af synergier følger det planlagte forløb.
  • Overgangen til den nye regnskabsstandard giver samlet set ikke anledning til ændringer i resultatforventninger og finansielle målsætninger.

Adm. direktør Rasmus Werner Nielsen udtaler:

”Vi har i første kvartal fortsat det solide momentum, vi kom ud af 2022 med, og samtidig følger vi planen i forhold til synergier og integrationen af Codan. Jeg er glad for at se en god toplinjevækst samtidig med, at vi i kvartalet har været forskånet for større skader på grund af vejret. Vores resultat afspejler således både et højere forsikringsresultat og et positivt investeringsresultat.

“Kunderne mærker også mulighederne i vores større koncern, hvor vi for eksempel nu har bredt vores sundhedstilbud i Codan ud til erhvervskunderne i Alm. Brand. Og vi fortsætter med at byde mange nye kunder velkommen i vores bankassurancesamarbejde med mere end 30 partnerbanker, hvor vi nu har udvidet med et nyt medlem, Arbejdernes Landsbank, som er kommet rigtig stærkt fra start. Alt dette havde vi ikke nået uden den vilje og det store engagement blandt mine kolleger, som jeg oplever på tværs af koncernen. Det er et stærkt fundament for den fortsatte udvikling af vores fælles koncern.”

Alm. Brand Groups forsikringresultat blev et overskud på 205 mio. kr. mod et underskud på 82 mio. kr. i 1. kvartal 2022. Resultatet er sammensat af et forsikringsresultat i henholdsvis Alm. Brand på 138 mio. kr. og Codan på 67 mio. kr. understøttet af fortsatte besparelser på de forsikringsmæssige driftsomkostninger og en positiv effekt på erstatningshensættelserne som følge af et højere renteniveau. Til gengæld var der i kvartalet et højere underliggende skadeforløb sammenlignet med samme kvartal sidste år, herunder blandt andet som følge af et højt antal glatføreulykker. Den ordinære indeksering af præmieniveauet suppleret med selektive præmieforhøjelser ses som forventet gradvist at kompensere for inflationen i skadesudbedringsomkostningerne og vil forventeligt fuldt kompensere herfor i løbet af 2023.

For Alm. Brand Group blev Combined Ratio på 92,8. I Alm. Brand blev Combined Ratio på 90,4. På den positive side ses fortsatte effekter fra omkostningsbesparelser, herunder realiserede synergigevinster, og en gunstig påvirkning på erstatningshensættelserne som følge af et højere renteniveau, hvilket kompenserede for inflationen i skadesudbedringsomkostningerne. Til gengæld var det et kvartal med en lidt højere frekvens af småskader, herunder et større antal glatføreulykker som følge af frostvejret sent i kvartalet, hvilket overraskede mange bilister. Endviderevurderes stormvejret og regnvejret i kvartalet at have ført til en øget opmærksomhed på skadesanmeldelser. I Codan blev Combined Ratio 95,3, heri indeholdt positive effekter fra synergiprogrammet, men omvendt enkelte større storskader, der samlet set har ført til en højere storskadeprocent end forventet.

Investeringsresultatet efter forrentning af forsikringsmæssige hensættelser blev en gevinst på 149 mio. kr. mod en gevinst på 48 mio. kr. i samme kvartal 2022.

Andre indtægter og omkostninger blev netto et underskud på 43 mio. kr. og består af henholdsvis uddannelses- og udviklingsomkostninger på 15 mio. kr. og summen af koncernomkostninger og afkastet af den tilbageværende pantebrevs- og inkassoportefølje på i alt 28 mio. kr.

Alm. Brand Groups resultat eksklusive særlige omkostninger i 1. kvartal 2023 blev herefter et overskud på 311 mio. kr. før skat mod et negativt resultat på 94 mio. kr. før skat i 1. kvartal 2022.

Kvartalets resultat indeholder tillige særlige omkostninger på 76 mio. kr. relateret til integration af Codan og realisering af synergier. Derudover indeholder resultatet 89 mio. kr. i afskrivninger på immaterielle aktiver, og Alm. Brand Groups samlede resultat for 1. kvartal 2023 blev herefter et overskud på 146 mio. kr. før skat.

Synergier

Implementeringen af initiativer til realisering af de forventede synergier på samlet 600 mio. kr. med regnskabsmæssig effekt i 2025 følger det planlagte forløb. De allerede i 2022 gennemførte initiativer er i det første kvartal af 2023 suppleret med tiltag som vil føre til effektiviseringer af indkøbs- og skadesbehandlingsprocessen samt udbygning af systemer til screening af skadesanmeldelser med henblik på at reducere forsikringssvindel. For kvartalet er synergigevinsterne opgjort til at have haft en positiv regnskabsmæssig effekt på 57mio. kr. og Alm. Brand Group forventer uændret, at synergigevinsterne i indeværende år vil bidrage med en regnskabsmæssig effekt på 240 mio. kr.

Forventninger til 2023

Alm. Brand Group forventer at realisere et forsikringsresultat, eksklusive afløbsgevinster og -tab, på 1,2-1,4 mia. kr., heri inkluderet forventede synergigevinster på samlet 240 mio. kr. Den forventede fremgang i forhold til det realiserede resultat i 2022 afspejler endvidere et forventeligt lavere erstatningsniveau til både vejrligsskader og storskader samt fuldårs-effekten af øvrige gennemførte besparelser, men til gengæld også højere omkostninger til koncernens reassuranceprogram.

Forventningen er baseret på en fortsat vækst i Koncernens forsikringsindtægter på tværs af de enkelte kundetyper understøttet af den årlige indeksering af præmieniveauet og individuelle præmiereguleringer.

Omkostningsprocenten forventes at blive i niveauet 18-18,5 og Combined Ratio eksklusive afløbsresultat forventes at blive 88-90.

Investeringsresultatet forventes at blive i niveauet 300 mio. kr. mod tidligere 250 mio. kr. baseret på det i kvartalet opnåede resultat og de estimerede horisontafkast for resten af året. Andre indtægter og omkostninger forventes at give et underskud i niveauet 125 mio. kr. mod tidligere forventet 75 mio. kr. Ændringerne følger af nettoeffekten af overgangen til den nye regnskabsstandard IFRS 17.

Alm. Brand Group forventer dermed uændret et koncernresultat eksklusive særlige omkostninger på 1.375-1.575 mio. kr. før skat.

Desuden forventer Alm. Brand Group i 2023 at have særlige omkostninger i niveauet 300-350 mio. kr. til integration af Codan og realisering af synergier. Afskrivninger på immaterielle aktiver forventes at påvirke resultatopgørelsen med ca. 360 mio. kr.

Webcast og telekonference

Alm. Brand afholder telefonkonference for investorer og analytikere i dag, torsdag den 11. maj 2023, kl. 11.00. Telefonkonferencen og præsentationen vil være tilgængelig via Alm. Brands investorhjemmeside her.

Følgende numre kan benyttes af investorer og analytikere (pinkode: 623786) :

Danmark: +45 8987 5045
Storbritannien: +44 20 3936 2999
USA:     +1 646 664 1960

Link til webcast:  Alm. Brand 2023 Q1

Kontakt

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til:

Investorer og aktieanalytikere:                 

Head of Investor Relations                Senior Investor Relations Officer
Mads Thinggaard                 Mikael Bo Larsen
mobil nr. 2025 5469                mobil nr. 5143 8002

Presse:        

Pressechef
Mikkel Lars Nikolajsen
mobil nr. 2218 5711

Vedhæftede filer