MT Højgaard Holding A/S: MT Højgaard Danmark vinder renovering af almene boliger i Ballerup
Source: GlobeNewswireMT Højgaard Holdings forretningsenhed MT Højgaard Danmark skal renovere 456 familieboliger i det almene boligområde Grantofteparken for DAB og Ballerup almennyttige Boligselskab.
MT Højgaard Danmark er valgt som hovedentreprenør på renoveringsopgaven med en kontraktsum på 211 mio. kr. Boligerne er rækkehuse i to etager, der skal have nye badeværelser, vinduer og omfangsdræn samt forbedret ventilation. Renoveringsarbejdet indledes 1. januar 2025 med planlagt aflevering 1. januar 2027.
”Vi kan se, at der er mange spændende renoveringsopgaver at byde ind på disse år. Grantofteparken er en stor renovering med mange gentagelser, hvor vi på 24 måneder skal bruge al vores erfaring for at levere et godt resultat til bygherren og beboerne. I denne type af renoveringer handler det om hurtigt at finde nøglen til at optimere processen i hver enkelt lejlighed, og så blive mere og mere effektive. Samtidig skal vi holde et højt kommunikationsniveau over mod de mennesker, som får udført arbejder i deres hjem,” siger Carsten Lund, der er administrerende direktør i MT Højgaard Danmark.
Aftalen påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2024, der blev opjusteret den 12. november. Omsætningen ventes at blive i niveauet 10,5 mia. kr. med et driftsresultat (EBIT) på 440-460 mio. kr.
Yderligere oplysninger:
Henvendelse til CEO Rasmus Untidt på telefon +45 31 21 68 72.
Vedhæftet fil